• Ølkongen er fortid på Harboes Bryggeri. Valget af hans efterfølger varsler helt nye tider

    Источник: BDK Finans / 22 авг 2024 08:47:18   America/New_York

    Torsdag 22. august blev en skelsættende dag på Harboes Bryggeri. For her trak den 82-årige formand, Bernd Griese – med tilnavnet »ølkongen« – sig officielt tilbage efter flere end 50 år på bryggeriet. Det skete på den årlige generalforsamling på hovedkontoret i Skælskør, hvor den afgående formand virkede både nervøs og irriteret. »Hjertelig velkommen. Solen kommer i eftermiddag. Det siger man i hvert fald her i Skælskør, der kaldes solskinsbyen.« Sådan indledte han sin tale, før han snerrede ad de fremmødte fotografer. Interview med journalisterne havde han også frabedt sig. Heller ikke fra talerstolen kom der mange ord fra Bernd Griese. Men hans svigersøn, bryggeriets topchef Søren Malling, lagde ikke skjul på, at der blæser nye vinde over landets tredjestørste bryggeri. »Vi har en klar vision om at styrke omverdenens opfattelse af Harboe,« fortalte han de omkring 100 fremmødte aktionærer, medarbejdere og repræsentanter fra pressen. Og det er formentlig også i det lys, man skal se valget af Bernd Grieses afløser på formandsposten. Skal forhindre kritik Ny mand for bordenden i Harboe er nemlig topadvokaten Martin Lavesen, som ikke blot er ledende partner i det store advokatfirma DLA Piper. Han er samtidig formand for Advokatrådet. Martin Lavesen har endnu ikke ønsket at gå i detaljer om, hvad hans visioner for bryggeriet i Skælskør er. Men i et mailsvar til Berlingske har han ikke lagt skjul på, at han skal sørge for, at tingene fremover kører helt efter bogen. »Jeg har forstået, at bestyrelsens nomineringsudvalg har indstillet mig som nyt bestyrelsesmedlem blandt andet med et ønske om, at corporate governance (god selskabsledelse, red.) skal udgøre et centralt fokus i den fortsatte fremdrift af Harboes Bryggeri,« skriver han. Netop mangel på god selskabsledelse er Harboe de seneste mange år blevet kritiseret hårdt for. Og her har pilene i helt særlig grad rettet sig mod Bernd Griese. Han er blandt andet blevet afsløret i at blande sin egen og bryggeriets økonomi sammen på en måde, som er blevet kaldt både »uhørt« og »utilstedelig«. Som tidligere omtalt i Berlingske har Harboe siden 1990erne brugt mere end 350 millioner kroner på indkøb i Bernd Grieses private selskaber. Samtidig har bryggeriet i en lang række tilfælde handlet ejendomme med medlemmer af hans familie. I den forbindelse er Bernd Griese fra flere sider blevet beskyldt for at prioritere sine egne og familiens interesser fremfor de øvrige aktionærers. Og det har fået Nordea, Danske Bank og andre aktionærer til at kræve hans afgang fra formandsposten. »Vi hilser det i den grad velkommen, at Bernd Griese nu trækker sig. Jeg vil sige, at det er bedre sent end aldrig,« lød det torsdag i Berlingske fra Mikael Bak, direktør i Dansk Aktionærforening. En anden Harboe-investor, Mikkel Kirkegaard Petersen fra Kipet Capital, udtrykte ved samme anledning håb om, at Grieses farvel varsler nye tider på bryggeriet. »Når han er ude af billedet, vil Harboe stå langt stærkere i forhold til at blive en seriøs aktør, som investorerne kan stole på. Men man går ikke fra skammekrogen til at blive klassens duks på et halvt år. Så Harboe har stadig lang vej igen, før selskabet har genvundet tilliden,« siger han. Aktien er skudt i vejret Men den heftige kritik af Bernd Griese – som blandt andet er fremkommet i Berlingskes podcast »Ølkongen« – fik på torsdagens generalforsamling lov at blive i kulissen. En repræsentant fra Dansk Aktionærforening, Bjarne Kongsted, nævnte godt nok ord som »nepotisme« og »interne handler«. »Dansk Aktionærforening er og vil være aktionærernes vagthund, og derfor har vi heller ikke holdt os tilbage med kritikken af Harboe,« lød det fra talerstolen. Men den lille smule kritik blev affærdiget af direktør Søren Malling. »Vi træffer ikke beslutninger her, som er til ugunst for aktionærerne. Tværtimod er vi optaget af at skabe værdi for aktionærerne,« lød forsvaret for hans svigerfars handlinger. Bjarne Kongsted slog da også fast, at »det jo er kursudvikling og afkast, en aktionær er interesseret i«. »Og det kan man ikke sætte en finger på på denne generalforsamling,« sagde han. På generalforsamlingen kunne Søren Malling og den øvrige ledelse fremvise resultater fra det foregående år, som er de bedste længe. I året 2023/24 havde Harboe således et overskud før skat på 68 millioner kroner mod et underskud på ni millioner kroner året forinden. Samtidig er aktiekursen – som i mange år har ligget fladt – skudt gevaldigt i vejret de seneste måneder. I marts lå aktien omkring kurs 70, men torsdag over middag ligger den i kurs 217. På generalforsamlingen blev det desuden besluttet, at Harboe for første gang i mange år skulle betale udbytte til sine aktionærer. To kroner pr. aktie blev det til. Hyldest fra ansatte Mens kritikken af Bernd Griese stort set var fraværende på generalforsamlingen, blev han tværtimod fra flere sider hyldet for sin store indsats gennem 52 år på bryggeriet. Et selskab, han kom ind i, da han i 1970erne giftede sig med daværende brygmester Gunner Harboes datter, Kirsten. »Det er umuligt at sammenfatte dine over 50 år på bryggeriet i en kort tale. Historien fortæller sig selv. Det er en historie, som alle de mange medarbejdere, leverandører og lokale kan fortælle. En arbejdsplads, som du har ledet, hvor de ansatte altid er kommet først,« sagde hans svigersøn Søren Malling. Herefter blev der vist en video, hvor de ansatte sagde farvel til den mand, som i flere årtier har tegnet deres arbejdsplads udadtil. På godt og ondt. https://www.berlingske.dk/virksomheder/oelkongen-er-fortid-paa-harboes-bryggeri-valget-af-hans-efterfoelger
Опубликовать